03/08/2026 0 Kommentarer
Til minde om Palle Fuhr
Til minde om Palle Fuhr
# Aktuelt

Til minde om Palle Fuhr
Palle Fuhr, vores kirkesangervikar igennem en årrække, er den 24. juli død af kræft.
Palle blev født i Odense i 1955, men han tilbragte størstedelen af sit voksne liv i Holland, hvor han boede med sin hollandske kone og i 40 år var ansat som professionel sanger ved det hollandske radiokor.
Efter at Palle mistede sin kone, lod han sig pensionere og flyttede tilbage til Danmark. Her mødte han senere Anette, der også var professionel musiker - bratschist. De delte passionen for musik og Palle kastede sig udover sangen også over både at spille violin og bratsch. Parret blev gift for nogle år siden, hvor Ronald Boelskifte forestod vielsen og Mie spillede.
I Fredensborgkirkerne har vi haft glæde af Palles sang, både når han vikarierede for de faste kirkesangere og når han sang lieder som ved sensommerkoncerten i Asminderød Kirke for et par år siden. Palle var også både solobaryton og korsanger ved Kammerkorets koncerter.
Palles høje ranke skikkelse med det store krøllede hår, er der sikkert mange, der husker. Han var kendt som et venligt, hjælpsomt og pligtopfyldende menneske og hvis han ikke var på arbejde, kunne man ofte finde ham på kirkebænken til gudstjeneste, hvor hans smukke, klare stemme løftede menighedens sang.
Palle bliver bisat fra Asminderød Kirke d. 6. august kl. 11, hvor det igen vil være Ronald, der vil forestå højtideligheden og Mie, der vil sidde ved orgelet.
De varmeste tanker til Palles familie.
Æret være Palles minde.
Kommentarer