Bliv frivillig
I fællesskab løfter vi bedst!
I Fredensborgkirkerne er frivillige med til at løfte mange af kirkens aktiviteter for børn, unge og gamle – altid i samarbejde med kirkens ansatte og menighedsrådet.
Nogle af vores aktiviteter ville ikke kunne gennemføres uden frivilliges indsats. Derfor er de frivillige meget værdsat hos os, og derfor har vi også brug for frivillige, der holder ord og møder op som aftalt.
Hvad kan jeg lave som frivillig?
Du bestemmer selv hvor meget tid, du vil bruge. Det kan være på ugentlig eller månedtlig basis – eller måske bare 1 eller 2 gange om året. Du bestemmer også selv, hvilken type arbejde, du har lyst til at være med i.
Nedenfor finder du en beskrivelse af de grupper, vi har i øjeblikket. Her kan du danne dig et indtryk af, hvad arbejdet går ud på. Desuden er det vigtigt at nævne, at du som det allerførste bliver ’føl’ hos andre frivillige, som har prøvet opgaven før, og som kan vejlede dig, så du føler dig godt klædt på til arbejdet.
Vil du høre mere om, hvad opgaverne går ud på, inden du beslutter dig for at være med, så kan du ringe til Mette Drostby på tirsdage mellem kl. 18 og 20 på telefon 4072 5638. Eller læse mere her på siden!
Fællesskabet
Uanset hvilke opgaver du vælger og om du vil bruge meget eller lidt tid som frivillig, så bliver du en del af et sjovt og muntert fællesskab, hvor vi løfter i flok.
Vi afholder to årlige planlægningsmøder: i slutningen af maj og i begyndelsen af november. Begge planlægningsmøder holdes på en hverdagsaften. Her fordeler vi datoer og opgaver imellem os for det næste halve år.
Desuden mødes vi én gang om året til en hyggelig aftensmad for frivillige, hvor I alle får mulighed for at møde hinanden.
Hvordan melder jeg mig som frivillig?
Når du har besluttet dig for at være med i gruppen af frivillige, er det første skridt en kort samtale med sognepræst Hedda Salomonsen og Mette Drostby. Samtalen ligger enten lige før eller lige efter et planlægningsmøde, hvor du vil møde de andre frivillige.
Kontakt Hedda Salomonsen på mail hesa@km.dk eller på telefon 2826 0945 for at aftale mødet.
Kirkekaffegruppen
Tidspunkt: søndage fra kl. cirka 9.00 – 12.30.
Steder: Asminderød Kirkes og Grønholt Kirkes Våbenhuse. Bil nødvendig til Grønholt.
Antal frivillige: helst 2 personer pr. kirkekaffe.
Opgaven: brygge kaffe, deltage i gudstjenesten og derefter servere kaffe i våbenhuset for kirkegængerne, rydde op.
Kan du lide at skabe rammer for socialt samvær, er dette noget for dig. Du bestemmer selv antallet af søndage, du vil byde ind med.
Spaghettigruppen
Tidspunkt: onsdage fra kl. cirka 15.30 – 19.30.
Sted: Asminderød Sognegård.
Opgaven: dække bord, varme kødsovs, koge spaghetti, servere, rydde op.
Antal frivillige: mindst 4 pr. gang
Kan du lide liv og glade dage omkring dig, højt tempo i køkkenet, og vil du gerne være med til at give småbørnsfamilier en håndsrækning i en travl hverdag, så er dette noget for dig. Konceptet er: en kort gudstjeneste kl. 17.00 for småbørn i Asminderød Kirke, derefter spaghetti med kødsovs i sognegården. 6 spaghettigudstjenester pr. år, og du bestemmer selv hvor mange du vil være med til.
Koncertværtgruppen
Tidspunkt: dato og tider for koncerter fremgår af hjemmesiden. Mødetid: 1 time før koncertens begyndelse til 1 time efter.
Steder: Asminderød Kirke og Fredensborg Slotskire.
I Fredensborgkirkerne har vi et meget rigt musikliv. I både Asminderød Kirke og Slotskirken er der regelmæssigt koncerter, der er velbesøgte.
Opgaver: Der er en række praktiske opgaver, som skal løses i forbindelse med koncerter i Slotskirken, hvor det er afgørende, at din fysik siger god for opgavetyperne, såsom at løbe op og ned ad trapper og flytte stole, som heldigvis ikke er tunge. Men det er en del af opgaven. Opgaver er derudover f.eks. at uddele programmer, salmehæfter eller tjekke billetter ved indgangen. Det kan også være af mere serviceminded karakter, som f.eks. at hjælpe folk på plads i kirken, anvise vej til toiletter, skabe rum for at musikerne ikke bliver forstyrret undervejs i koncerten m.v.
Der må afsættes tid til mindst et ”frivilligmøde” pr. sæson til instruktion i opgaverne, som kan ændre sig år for år. Brugen af frivillige fra Koncertgruppen vil blive koordineret og fordelt på det samlede møde, så det er afgørende, at du vil indgå i et mere forpligtende samarbejde. Ved selve koncerten er der altid en ledende kirketjener, som man som frivillig arbejder tæt sammen med og behovet for antal af frivillige kan variere fra gang til gang.
Hvis du gerne vil gøre en frivillig indsats for musiklivet i Fredensborgkirkerne, så kan dette være en opgave for dig. Du er velkommen til at kontakte organist Mie Korp Sloth for en uforpligtende orientering/snak.
Højtidsfejringer
Tidspunkt: dato og tidspunkt for højtidernes gudstjenester fremgår af vores hjemmeside.
Mødetid: ofte 1 time før gudstjenesten – til 1 time efter.
Steder: Asminderød Kirke og Sognegård. Grønholt Kirke.
Opgaver: varierer fra højtid til højtid. Det kan være borddækning, servering af mad, oprydning, kirkeværter ved gudstjenesten, hjælp til tøndeslagning.
Juleaften: der er brug for kirkeværter til at vise kirkegængerne til rette i alle tre kirker.
Fastelavn: der er brug for voksne til at styre tøndeslagning og andre til at varme kakao, servere og rydde op.
Skærtorsdag: påskelam i sognegården. Typisk 60 spisende gæster. Servering, oprydning.
Anden Pinsedag: klargøring og servering af let forfriskning efter friluftgudstjenesten, som foregår i Asminderød Præstegårds Have.
Høstfest i Grønholt Kirke: en søndag i september. Hjælp til servering af let anretning i telt foran kirken samt oprydning.
Foredragsgruppen
Tidspunkter: dato, sted og tidspunkt for højskoleaftener og højskolelørdag fremgår af hjemmesiden.
Mødetid: typisk 1 time før.
Opgaver: servere vin & chips i pausen, hjælpe med servering af frokost, oprydning, kontrol af adgangsbilletter, opstilling af stole.
Plejehjemmene på besøg
Tidspunkt: 2 fredage pr. år, én sidst i juni og én i september.
Sted: Asminderød Sognegård eller Asminderød Kirke
Opgaver: hjælpe kørestolsbrugere fra Benediktehjemmet og fra Lystholm til sognegård eller kirke.
To gange om året får vi besøg af beboere fra byens to plejehjem. I juni samles vi til kaffe og sang i sognegården. I september til høstgudstjeneste i Asminderød Kirke.
Du skal kunne trille en kørestol og kunne støtte dårligt gående. Her kan du være med til at give vores ældre en god oplevelse.