Fauré’s Requiem

Fauré’s Requiem

Fauré’s Requiem

Lørdag 1. november 2025, kl. 15:00
Fredensborg Slotskirke, Slottet 1, 3480 Fredensborg
gratis

Faurés Requiem i Fredensborg Slotskirke

Velkommen til koncert med Fredensborg Kammerkor, som bl.a. opfører Faurés Requiem og musik af Mendelssohn og Nystedt i anledning af Allehelgen.

Som et supplement til Fredensborgkirkernes Allehelgens gudstjenester tilbydes tilhøreren ved koncerten et rum for refleksion og vellyd.   

Koncerten er gratis og er af en times varighed. Dørene åbnes 30 minutter før koncerten.


Kor, solister og musikere

Fredensborg Kammerkor er stiftet i 2021 på initiativ af Mie Korp Sloth, som er organist i Fredensborg. Ikke at forveksle med Frederiksborg Kammerkor, som holder til i Hillerød. Koret består af 30 sangere med korerfaring og energien bruges på klassisk korrepertoire på et højt niveau.

Palle Fuhr Jørgensen synger baryton-solist partiet. Han har i 40 år været ansat i Det hollandske Radiokor, men er nu bosiddende i Fredensborg og særdeles aktiv i det nordsjællandske musikliv.

Sopran-solisten er hentet blandt de dygtige korister fra Fredensborg Slotskirkes Pigekor.

Anders Ockelmann medvirker på cello og ved orglet sidder organist Bente Kiil Toftegaard.

Kor og musikere ledes af Mie Korp Sloth.

 

Komponisten og musikken

Gabriel Fauré (1845-1924) komponerede sit Requiem i D-mol, Op. 48, i slutningen af 1880’erne og satte med sine tekstvalg og sarte klange fokus på troen på evig hvile og trøst. Mange store klassiske komponister som f.eks. Mozart og Verdi har ligeledes komponeret et Requiem, men Faurés Requiem er et værk, som skriver sig ind i musikhistorien som en af de mest elskede korværker.
 
 Fauré skrev selv om sit Requiem:

„Alt, hvad jeg kunne skabe af oplevelse gennem religiøs illusion, lagde jeg ind i mit Requiem, som fra start til slut er domineret af menneskelige følelser og troen på evig hvile. Det er blevet sagt, at mit Requiem ikke udtrykker frygten for døden, og nogen har endda kaldt det en vuggevise om døden. Men det er sådan, jeg ser døden: Som en lykkelig befrielse, en stræben mod lykke ovenover, snarere end som en smertefuld oplevelse.”

Da Fauré selv døde 4. november 1924, blev hans Requiem opført ved bisættelsen til minde om denne særegne og beskedne franske kunstner, som i dag – mere end hundrede år efter hans død – indtager en særstilling blandt datidens komponister.


Adgangsforhold

I forhold til koncerter i Fredensborg Slotskirke gør vi opmærksom på, at det, grundet de særlige adgangsforhold i Slotskirken, desværre ikke er muligt at komme ind med en kørestol. Vi henviser til Slots- og Kulturstyrelsen ved eventuelle spørgsmål angående adgangsforholdene. 

Gangbesværede uden kørestol kan køres op og sættes af ved kirken, og bil parkeres andetsteds, ligesom gangbesværede kan hentes af tilkørende bil bagefter.


Du vil måske også kunne lide...