Fødsel & Navngivning

Tillykke med jeres nyfødte barn! 

 

Når et barn bliver født, anmelder jordemoderen fødslen digitalt til kirkekontoret i moderens bopælssogn. Kordegnen registrerer fødslen, og indberetter til folkeregisteret. 

Hvis der ikke har været en jordemor til stede ved fødslen, er det derimod moren selv, som anmelder fødslen til kirkekontoret i sit bopælssogn.

Du kan anmelde fødslen på blanketten Fødselsanmeldelse. Blanketten sendes eller indleveres på kirkekontoret senest 14 dage efter fødslen.

Får du brug for en personattest til dit barn, kan du bestille den på borger.dk

I kan læse mere om fødselsregistrering på borger.dk

Faderskab og medmoderskab

 

Hvis I ikke er gift, når barnet fødes, skal I udfylde en Omsorgs- og ansvarserklæring, så faderskabet eller medmoderskabet registreres. Dermed får I også fælles forældremyndighed.

Omsorgs- og ansvarserklæringen udfylder i digitalt via borger.dk og det skal I gøre indenfor 28 dage efter fødslen. 

Hvis vi ikke modtager erklæringen i tide, kontakter vi Familieretshuset, som henvender sig til barnets mor for at få afgjort faderskabet.

I kan læse mere om faderskab og medmoderskab på borger.dk

Navngivning

 

Alle børn skal navngives senest 6 måneder efter fødslen.

Det er dig, eller jer, der har forældremyndigheden, som bestemmer, hvad barnet skal hedde, så længe det er godkendte navne.

I skal ansøge om navngivning digitalt via Borger.dk. Husk at begge forældre skal signere.
 
borger.dk kan du desuden læse om de gældende navneregler og på familieretshusets hjemmeside finder du en liste over alle godkendte drenge og pige fornavne. 

Navngivning kan også ske i forbindelse med dåben, hvis dåben finder sted inden barnet er 6 måneder gammelt. Her er det kirkekontoret, der indberetter navngivningen elektronisk til CPR samtidig med, at dåben registreres.